Sund Vilje projektet er netværk, fællesskab, støtte og ikke mindst hjælp-til-selvhjælp når det er bedst!
Jeg cyklede selv Horsens-Paris i 2013 og oplevede et fællesskab ud over alle grænser, både under træningen, på turen derned, men så sandelig også efter det hele var overstået. Mange fra holdet vil jeg den dag i dag betegne som rigtig gode venner, der er klar til at hjælpe, når jeg har brug for det.
Dette fællesskab betød også stiftelsen af CykleKlubben - vi kunne ganske enkelt ikke undervære hinanden og det at være på landevejen sammen!
Så da jeg blev kontaktet af Lars Juul omkring Sund Vilje 2016 og om jeg ville støtte projektet, var jeg ikke et sekund i tvivl - selvfølgelig ville jeg det!
Det samme gjorde sig gældende i '17, '18 og '19 - og jeg gør det med glæde igen her i 2023!
Thomas Thrane
Indehaver
Jeg er 63 år og har cyklet siden jeg var 15 år. Har tidligere været i en god form, men det skulle en arbejdsskade i 2009 sætte en stopper for. Jeg er aldrig rigtig kommet i gang igen med at cykle siden skaden og et kræftforløb.
Det var vores lokale massør, som opfordrede mig til at melde mig til turen til Paris. Jeg var heldig at blive en af de udvalgte.
Jeg håber at sammenholdet og den fælles forpligtigelse er med til at få mig tilbage på sporet igen. Jeg vil bruge forløbet på at få en bedre livsstil og at motion igen bliver en naturlig del af min hverdag.
Jeg er gift med Charlotte. Sammen har vi 4 sammenbragte børn og 5 børnebørn.
Der var engang…
Ja sådan starter ethvert eventyr og dette handler om min eventyrs tur til Paris. Jeg er klar, spændt og fuld af forventning.
At være en del af et mindre hold som Sund Vilje er noget helt specielt. Det bliver hårdt arbejde, både til spinning og når cyklerne rammer landevejen - den endelige prøve skal stå, når starten går mod den franske hovedstad. Der håber jeg, at opståede frustrationer, der måtte komme undervejs, er glemt, når vi sammen som et hold når målstregen i Paris.
Jeg har kæmpet med vægten igennem flere år og flere gange også tabt mig, men har så også mistet motivationen og taget på igen. Denne gang skal det lykkedes, og jeg ved, at det at være en del af Sund Vilje vil hjælpe mig med at bevare motivationen denne gang. Jeg kan allerede nu mærke, at interessen for cykling er noget, der vil vare ved. Det er en mega fed måde at dyrke motion på, så den erfaring tager jeg med mig i mit fremtidige motionsliv.
Jeg er gift med min mand Tommas og så har vi to dejlige børn. Baglandet er i orden, og jeg har kun haft opbakning fra både min mand og hele familien, siden jeg nævnte ideen om, at cykle til Paris. Ingen har nogensinde tvivlet på min kunnen, og det er et ekstra motivationsboost. Kombinationen giver mig bare endnu mere blod på tanden til at gøre noget godt for mig selv.
Jeg ser frem til at afslutte eventyret om Paris, sammen med en masse seje mennesker, og jeg vil se frem til, at hele familien står i Paris og tager imod mig til sommer.
Mit navn er Louise og jeg er 23 år gammel. Jeg er bosat i Horsens, og til dagligt er jeg elev ved TandlægeHuset Horsens som tandklinikassistent. Det har jeg været i gang med siden August 2020, og jeg er færdigudlært til Maj 2023.
At skulle cykle til Paris, bliver for mig, en kæmpe oplevelse. Min el-cykel bliver skiftet ud med en racer, og sammen med et fantastisk sammenhold, skal vi nå til Paris i fællesskab.
Jeg har før kun dyrket individuelt sport, så det at være flere som kan hjælpe hinanden med op og ned ture, bliver en af de ting jeg ser mest frem til. Hvordan reagerer jeg, når det bliver svært, syren sidder i benene, lunten er kort, og hvordan hjælper jeg andre når de har det svært. Det er noget af det jeg skal blive klogere på og som jeg skal putte i min rygsæk for livet.
Mit motto har aldrig været ”Det har jeg ikke prøvet før så det kan jeg nok godt” men denne tur skal modbevise ordsproget. Jeg kan det jeg sætter mig for, og det skal denne tur bevise, og det er grunden til at jeg skal køre med Sund Vilje – få skubbet og viljen til at kæmpe imod alle odds.
At nå målet i Paris vil helt sikkert være en af de største oplevelser i mit liv… Jeg skal bevise overfor mig selv, at jeg kan mere end jeg tror, så denne tur skal lære mig at tro mere på mig selv. Jeg er helt sikker på at jeg nok skal nå mit mål sammen med sund vilje.