Mit navn er Louise og jeg er 23 år gammel. Jeg er bosat i Horsens, og til dagligt er jeg elev ved TandlægeHuset Horsens som tandklinikassistent. Det har jeg været i gang med siden August 2020, og jeg er færdigudlært til Maj 2023.
At skulle cykle til Paris, bliver for mig, en kæmpe oplevelse. Min el-cykel bliver skiftet ud med en racer, og sammen med et fantastisk sammenhold, skal vi nå til Paris i fællesskab.
Jeg har før kun dyrket individuelt sport, så det at være flere som kan hjælpe hinanden med op og ned ture, bliver en af de ting jeg ser mest frem til. Hvordan reagerer jeg, når det bliver svært, syren sidder i benene, lunten er kort, og hvordan hjælper jeg andre når de har det svært. Det er noget af det jeg skal blive klogere på og som jeg skal putte i min rygsæk for livet.
Mit motto har aldrig været ”Det har jeg ikke prøvet før så det kan jeg nok godt” men denne tur skal modbevise ordsproget. Jeg kan det jeg sætter mig for, og det skal denne tur bevise, og det er grunden til at jeg skal køre med Sund Vilje – få skubbet og viljen til at kæmpe imod alle odds.
At nå målet i Paris vil helt sikkert være en af de største oplevelser i mit liv… Jeg skal bevise overfor mig selv, at jeg kan mere end jeg tror, så denne tur skal lære mig at tro mere på mig selv. Jeg er helt sikker på at jeg nok skal nå mit mål sammen med sund vilje.